Saltindbagt torsk og wasabisauce

Hovedret til 8

1 torsk uden hoved (ca. 3 kg)
2½ kg groft salt
25 g smør – smeltet
3 dl vand

Wasabisauce
¾ dl vand
1½ spsk hvedemel
300 g smør
1 tsk hvidvinseddike
¼ tsk sukker
1 tsk groft salt
2½ tsk wasabi (stærk japansk peberrodspasta)

Pynt: brøndkarse

Tilbehør:
kogte kartofler
dampet broccoli
dampede porrer evt. wasabi

saltindbagttorsk

Bagetid: Ca. 50 min. ved 200 grader

Rens og tør torsken. Fordel ca. 1 spsk af saltet i bugen af fisken og stil den tildækket i køleskabet i ca. 1 time. Skyl saltet ud af torsken og tør den. Drys et tyndt lag salt i ovnens bradepande. Pensl fiskeskindet med smør, fold bugkødet ind under torsken og læg den i saltet (på bugen). Bland resten af saltet og de 3 dl vand. Pak fisken ind i det fugtige salt. Torsken skal være helt dækket. Bag den midt i ovnen ca. 50 min. ved 200 grader C. Tag den saltindbagte torsk ud og lad den hvile i ca. 10 min.

Wasabisauce: Kom først vand og derefter hvedemel i en melryster og ryst det godt sammen. Smelt smørret i en tykbundet gryde ved kraftig varme, men uden at det bruner. Pisk jævningen i og tilsæt eddike, sukker og salt. Kog saucen ved svag varme og under låg i ca. 5 min. Tilsæt wasabi og smag til. Herefter må saucen ikke koge.  Ved serveringen: Slå saltlåget løs og løft det af torsken. Fjern skindet. Løft torsken, med resten af saltet, over på et fad. Torsken kan evt. pakkes ud ved bordet.

Print opskrift